Vi afholder hvert år i maj måned instruktionskursus for interesserede begyndere.
Vær opmærksom på at vi ror i turkajakker, så kajakinstruktionen sker altså IKKE i havkajakker.
Når du melder dig ind i Tange Roklub, står der uddannede instruktører klar til at tage vare på dig og din sikkerhed under hele instruktionsforløbet. Når du har gennemført et instruktionsforløb bliver du frigivet og må ro, når som helst du vil indenfor klubbens daglige rofarvand.
I Tange Roklub lægger vi stor vægt på sikkerhed, derfor skal man kunne svømme 600 m og iføre sig svømme(rednings-)vest i vandet. Dette øver vi i svømmehallen inden instruktionsstarten.
Udover kajakken, kræves kun én pagaj og en svømmevest. Det har klubben og du kan derfor starte uden at skulle købe noget udstyr selv.
Vejret kommer man ikke udenom som roer - kun en isvinter kan sætte en stopper for roningen, derfor er det nødvendigt med den rette påklædning. Det behøver ikke være dyrt sportstøj, men tøj så man hverken koger eller fryser, det finder man hurtigt ud af. I princippet kan man ro i bare fødder i sommerperioden, men det kan være rart at have et par uld sokker eller neopren sko på.
Husk altid et sæt tørt skiftetøj i en vandtæt pose.
Tange Roklub er medlem af Dansk Kano- og Kajakforbund og følger forbundets regler mht. uddannelse og instruktion. Du kan læse mere forbundets IPP-system på www.kano-kajak.dk.